Af Zainab Issa
Den indisk-fødte manuskriptforfatter og instruktør M. Night Shyamalanstakler skildrer i sin nye film Old de forskellige rædsler ved aldring, men filmen ender med at blive en omgang thriller-nonsens, der nu bliver føjet til instruktørens plettede karriere.
Shyamalan tog røven på os alle sammen med The Sixth Sense (1999), men har siden vist sig at være en one trick pony, der igen og igen forsøger at mase plottwists ind i sine ringere og ringere film siden After Earth (2013) og The Last Airbender (2010).
Filmen handler om ægteparret Guy (Gael García Bernal fra Babel) og Prisca (Vicky Krieps fra Phantom Thread), der har vundet en ferie på nettet med deres to børn. De bliver glædeligt overraskende, da hotelmanageren møder dem med en drink og et tilbud om en opgradering – en tur til en særligt isoleret kridhvid strand, et lille gemt paradis, som de blot skal dele med en håndfuld andre gæster.
Disse inkluderer kirugen Charles (Rufus Sewell) og hans væsentligt yngre trofæhustru Chrystal (Abbey Lee), et sødt ældre ægtepar og så en tåkrummende rap-stjerne, som allerede er på stranden. Men idyllen bliver spoleret, da et lig skyller i land.
Stranden gemmer nemlig på flere hemmeligheder, og inden længe skal de forsøge at finde væk fra det forbandede stykke sand. Hvad der skulle forstille sig paradis, viste det sig for at være et helvede. Stranden får dem nemlig til at ældres foruroligende hurtigt, så hurtigt, at det reducerer hele deres liv til en enkelt dag.
Der er simpelthen ikke tid og plads her til at nævne alle bizarre detaljer ved Old. Filmen er krydret med de nok ringeste voldelige udbrud, body horror-indslag og skuespillernes overspil gør at denne thriller er fantastisk ufrivillig komisk.
Det samme kan desværre også siges om handlingen, spændingsopbygningen og de eksistentielle temaer i filmen. Det store psykologiske rejsetema om at “lære at leve i nuet, inden det er for sent”, udfoldes kun på ringe vilkår. Historien er fladere end stranden, karaktererne er fanget på.
Det er ikke en spoiler at sige, at filmen involverer folk, der hurtigt ældes (med en hastighed på 1 år hvert 30. minut). Som et resultat ville filmens fortællemæssige fremdrift uundgåeligt være tempofyldt. Men hvor filmen mislykkes, er at karaktererne ikke kun ældes “fysisk” hurtigt, men også “følelsesmæssigt” hurtigt, at hverken tilskueren eller karakteren når at følge op med tempoet.
Dette resulterer i en følelsesmæssig rutsjebane for tilskueren, der ofte kæmper for at undgå at komme ud i det latterliges rige. Karaktererne bliver hurtigt introduceret den ene efter den anden uden reel baggrundshistorie.
Skuespillerne gør deres bedste for at bære manuskript, men at springe gentagne gange fra hvad skulle være en følelsesmæssig scene hvert andet minut, bliver en kamp for selv de bedste skuespillere.
Det er muligt, at denne historie kunne have været bedre håndteret som en mini-serie, hvor skuespillere og publikum kunne have haft lidt mere tid til at nyde hvert “år” af den hurtige aldringsproces. I betragtning af begrænsningerne ved en film i standardlængde føltes det for ofte som en alt for dramatisk sæbeopera.
Kommentarer